
Kort beskrivelse af temaer og aktiviteter
Temaer 2. klasse
I denne del af undervisningsmaterialet arbejder vi specifikt med begrebet “profil”.
At have en digital profil på nettet er ikke “kun” noget, som ældre elever med eksempelvis Facebook kender til.
Der er sket en større udbredelse, de seneste par år, af hjemmesider for børn, hvor der er tilknyttet et socialt netværksværktøj. Her kan bl.a. nævnes gosupermodel.dk og moviestarplanet.dk
Her foregår kommunikation og digital interaktion; og brugerne af sådanne sider har en digital profil.
Vi ser nærmere på forskellige typer af profiler, hvor vi også ser på, at der tit er tilknyttet personfølsomme oplysninger til profiler på nettet.
Eleverne bevæger sig således allerede i indskolingen ud på nettet i sociale sammenhænge, og bør være beredt herpå.
Det er vigtigt, at børnene allerede i indskolingen lærer at beskytte deres person, og den data, som i dette tilfælde er tilknyttet deres personlige UNI-login, men også andre login-oplysninger, som de måtte benytte sig af i hverdagen.
Alt dette i en verden hvor udbredelsen af bl.a. identitetstyverier og phishing bliver større og større. Samtidig er digitaliseringen af personfølsomme data om borgere (i hvertfald i Danmark) også i vækst, hvilket betyder, at der bør opdrages ti at "beskytte sig" mod digital svindel.
Således bør man allerede i indskolingen tage hånd herom.